Nyheder

Bobo Moreno i Næstved d. 4. dec.

28/11 - 2011

Søndag d. 4. december kl. 15.00 er der koncert i Musikstalden på Grønnegade. Her optræder den kendte sanger Bobo Moreno som solist for Storstrøms Amts Big Band – også kendt som SABB.

I samarbejde med Musik- og Kulturskolen er her lagt op til en ’klassisk’ big band eftermiddag, når SABB under ledelse af deres faste dirigent Ole Kock Hansen spiller swing-jazz big band musik á la Count Basie og Duke Ellington.

Ole Kock Hansen har i en lang årrække dirigeret Danmarks Radios Big Band og er en meget anerkendt dirigent og pianist også uden for landets grænser.

Koncerten vil byde på kendte jazz-standards som ’Georgia on My Mind’, ’Let the Good Times Roll’ og ’I’m Beginning to See the Light’ – og også på et par numre i julens tegn; bl.a. ’When You Wish upon a Star’.

SABB er opstået som et talentprojekt for de ældste elever i musikskolerne samt MGK-elever i det tidligere Storstrøms amt. Med i big bandet er også professionelle musikere som medspillende ’trænere’. Bandet har optrådt bl.a. med Etta Cameron som solist – og har også tidligere med stor succes bakket søndagens charmerende solist Bobo Moreno op.

Bobo Morenos stadig voksende karriere tog sin begyndelse i 1988. Siden starten har han arbejdet sammen med folk som Rugsted & Kreutzfeld, Sanne Salomonsen og turneret med selveste Elvis Presleys gamle backingband og kor fra Las Vegas tiden. Bobo er ud over at have sunget med alle de store danske big bands også en hyppigt efterspurgt gæst og sanger i en lang række TV-shows. Han kan endog kalde sig for ’Kongelig hofleverandør’ – idet han var en af de optrædende ved kronprinsebrylluppet. En stadig støt voksende publikumsskare hylder ham for hans smukke swingende sang og charmerende performance.

Dørene åbnes kl. 14.30. Entre: 75,-. Musik- og Kulturskolens elever har gratis adgang til denne musikfyldte eftermiddag.

Næstved Musik- og Kulturskole | Sct. Peders Kirkeplads 14 | 4700 Næstved | Tlf. 5588 3920 | musikkultur@naestved.dk | EAN-nr. 5798007288402